Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Foredrag om Michel Houellebecqs menneskebillede i bibelsk betydning

OKT
14

Foredrag om Michel Houellebecqs menneskebillede i bibelsk betydning


Torsdag d. 14. oktober 2021, Kl. 14:30 til kl. 16:30
Foredrag om Michel Houellebecqs menneskebillede i bibelsk betydning

Michel Houellebecqs menneskebillede i bibelsk belysning. Foredrag ved Morten Dyssel, formand for Det Danske Thomas Mann Selskab og forstander for Liselund Højskole.

Sted: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67. Fri entré, men begrænset antal pladser. 

Den franske forfatter Michel Houellebecq er europæisk samtidslitteraturs provokatør frem for nogen. Med sine syleskarpe og skånselsløse skildringer af det senmoderne samfund har han i såvel skønlitterær som essayistisk sammenhæng på opsigtsvækkende vis blotlagt den vestlige verdens værdimæssige vakuum og civilisatoriske opløsning. Foredraget forsøger at føje nye brikker til forståelsen af forfatterskabets gennemgående temaer ved at stille skarpt på de eksistentielle erfaringer af ensomhed, tomhed og meningsløshed i lyset af Bibelen og kristen teologi. Fra debutromanen Udvidelse af kampzonen, som indledes med et citat fra Romerbrevet af Paulus, til den hidtil seneste roman Serotonin, der afsluttes med en reference til Jesu død for menneskenes skyld, ligger der i det nok så pessimistisk-misantropiske værk en dyb længsel efter forløsning og frelse.

Om foredragsrækken:



Meget tyder på at Gud er vendt tilbage til litteraturen efter mange års fravær. Vi præsenterer i efterårets foredragsserie tre store, markante, men indbyrdes meget forskellige forfatterskaber, hvor religiøse og kristne temaer med tiden har fået en fremtrædende rolle.